Tusindvis af mennesker kommer til at opleve en form for hjernerystelse i deres liv. Dog er det stadig ikke klart for de fleste, hvad der sker med hjernen, hvad de skal gøre og hvordan de får det bedre. Hvad man skal gøre afhænger også af situationen, hjernerystelsens karakter og den individuelle persons tilfælde.
Det er ikke nogen god sammenhæng imellem hovedtraumets størrelse og varigheden af symptomerne. Den klassiske forståelse af en hjernerystelse er et slag i hovedet ved fx styrt på cykel med efterfølgende kortvarigt bevidsthedstab og efterfølgende hovedpine, kvalme og svimmelhed, samt en eller flere andre symptomer. Det er dog ofte et meget lille hovedtraume, som fx at slå hovedet op i en skabslåge, der efter nogle dage eller uger udløser de klassiske langvarige symptomer – og ikke sjældent hos en person, der i forvejen er i en stresset periode.
En hjernerystelse optræder når hjernen, slår mod indersiden af kraniet, i forbindelse med at hovedet får et slag. Man kan også opleve hjernerystelse i forbindelse med et indirekte traume, fx en piskesmældsbevægelse (whiplash). Det skyldes at hjernen ligger i en væske inde i kraniet, hvor den kan bevæge sig en lille smule.
Selvom man ikke har fuldstændigt kortlagt hvad der sker under en hjernerystelse, så tilskrives symptomerne generelt forstyrrelser i hjernecellernes energi-omsætning og dermed funktion, mere end det skyldes en mekanisk skade på hjernen.
En hjernerystelse kan give symptomer i alt fra få dage til mange måneder. De fleste patienter vil opleve symptomerne aftage efter en uges tid og hovedparten kommer sig inden for tre måneder. Der er dog en andel hvor symptomerne kun aftager i meget begrænset omfang.
Det diskuteres ofte hvor stor denne andel er, og studier peget på at alt fra 10% og helt op til over 30% der får langvarige gener. Tilstanden med langvarige gener kaldes ofte postcommotionelt syndrom (PCS).
Diagnosen hjernerystelse stilles oftest på baggrund af traumemekanisme og symptomer. Det er ikke et krav for at stille diagnosen hjernerystelse, at man har været bevidstløs.
Man kan ikke se på en skanning om man har fået hjernerystelse. Man anvender oftest en skanning for at se om hjernen har taget skade og/eller om der er blødninger i hjernen efter hovedtraumet.
Langvarige symptomer efter hjernerystelse er et hyppigt men relativt overset fænomen. Symptomerne kan veksle i intensitet og ud over hovedpine kan de bl.a. omfatte, lys- og lydfølsomhed, synsforstyrrelser, svimmelhed, hjernetræthed og/eller øget trætbarhed.
Man estimerer, at helt op til over 15% af patienter med hovedpine efter hjernerystelse vil udvikle “kronisk hovedpine” inden for 3 måneder efter hovedtraumet. På trods af det, ved man også inden for denne gruppe kun relativt lidt om, hvad der fremkalder symptomerne eller disponerer til dem. Det er dog en meget stor overhyppighed i udvikling af senfølger hos patienter med mindre hovedtraumer. Det kan fx være at slå hovedet op i en skabslåge, gå ind i en dørkarmp eller falde/snuble under en gåtur.
SANA har efterhånden stor erfaring i behandling af disse patienter. Hos mange forsvinder symptomerne fuldstændigt eller reduceres ganske betydeligt og meget hurtigt, mens der er få, hvor vi ikke ser den samme hurtige lindring i symptomerne. Overordnet set er resultaterne overbevisende.
En del patienter beskriver, at de oplever hovedpine efter en piskesmældsulykke, og at det skyldes smerter i nakken. For en del af disse patienter må man dog antage, at de ved piskesmældsbevægelsen har fået en mindre hjernerystelse, idet hjernen slår mod indersiden af kraniet. Derfor er denne diagnose også efterhånden blevet erstattet af PCS. Hovedpinen er som ved PCS oftest af spændingstype, og derfor tolkes den til tider fejlagtigt som opstående fra nakken. Der vil derfor være en del patienter i denne gruppe, der vil have meget stor gavn af behandling hos SANA.
Er man udsat for et hovedtraume kan det være godt at få kontaktet en læge i den tidlige fase. Lægen vil spørge ind til faresignaler der gør at man evt. skal på sygehuset til nærmere undersøgelse. Såfremt det ikke er tilfældet, rådes i den akutte fase til hvile, evt. under observation af bekendt samt at undgå stimulation med lys og lyd. Det gælder særligt skærme (inkl. telefoner) og støj fra mange mennesker.
Det kan være en fordel at kontakte sin arbejdsgiver tidligt i forløbet, så der kan arrangeres eventuelle midlertidige skånehensyn og evt. en optrapningsplan. Optrapning kan ske over alt fra få dage til flere uger afhængig af omfanget af symptomerne.
Er man idrætsudøver skal man standse aktiviteten. Der bliver af flere idrætsforbund indskærpet vigtigheden af at tage hjernerystelse alvorligt. Det internationale fodboldforbund FIFA har bl.a. publiceret en omfattende retningslinje i forhold til både det akutte forløb og en trinvis tilbagevenden til fodbold. Et andet bredt anvendt værktøj inden for topidræt er SCAT3, der kan anvendes af holdenes læger.
Postcommotionelt syndrom (PCS) er en betegnelse for symptomer på hjernerystelse, der er længere tid om at aftage end man forventer. Der er ingen fast definition for hvor lang tid symptomerne skal have vare inden man kalder det PCS. Nogle definerer grænsen ved 4 uger og andre ved 3 måneder. Andelen af patienter med PCS efter en hjernerystelse afhænger naturligvis af definitionen, men angives ofte i størrelsesordenen 10-30%. Det er dog vigtigt at understrege at kun en lille del af disse ender med symptomerne som en kronisk tilstand.
Der er mange forskellige behandlingstilbud efter en hjernerystelse. Neuropsykologer arbejder med at bearbejde traumet mens en neurooptimetrist vil fokusere på koordinationen af synet. Manuelle teknikker som fysioterapi og kiropraktik handler primært om at løse ubalancer, spændinger eller fastlåstheder i nakken.
SANA er i denne sammenhæng et relativt nyt tilbud, hvor der primært fokuseres på at optimere hjernecellernes energiproduktion, så de kan arbejde mere effektivt og symptomerne lindres ad denne vej. Det er ikke sjældent, at patienter med langvarige symotomer udvikler angst- og depressionstilstande. Det kan bl.a. skyldes den tilstand op håbløshed eller angst for manglende bedring, der kan opleves efter mange måneders invaliditet.
Det kan være en prøvelse for tålmodigheden at komme sig efter en hjernerystelse. To overordnede ting er meget vigtige:
Man skal hverken gå for hurtigt eller for langsomt frem eller isolere sig i et mørkt rum døgnet rundt. Det allervigtigste er, at man lytter til kroppens signaler og agerer derefter. Derigennem kan man i den tidlige fase moderere sine aktiviteter. Det kan være at en langsom gåtur på 1-2 km er udtrættende men acceptabelt, mens 200m rundt i et supermarked med lyd- og lysindtryk forværrer symptomerne efter få minutter.
Ofte vil bedringen være relativt hurtig, men oplever man ikke at vende tilbage til sit gamle jeg efter en uges tid, kommer tålmodigheden på prøve og man må øve sig i at gå gradvist frem. Det handler ikke om, at man slet ikke må opleve kortvarige forværringer. Det handler om, at man skal handle på det og hvile bagefter.
© 2024 SANA – Klinik for Hypoxisk Terapi – CVR: 40884173
Skulle du have et spørgsmål omkring en bestilling, et smerte problem eller noget helt trejde så er vi altid klar på at hjælpe dig så godt vi kan!
Vi vender hurtigst muligt tilbage
